top of page
Search
  • Writer's pictureFOKUS Fitness

Centerlederens boganmeldelse: Slut med forbudt af Morten Elsøe og Morten Svane



Bogen her er slet ikke ny, men den er ret særlig, fordi den går imod mange af de strømme som ellers præger sundhedsverdenen. Her er nemlig en bog, som på en letlæselig måde tager dig gennem junglen af sundhedstips og forskningsresultater. Holder det hele op mod hinanden og skiller skidt fra kanel. Selvom alle påstande er begrundet i veldokumenteret faglig forskning, så bliver det på intet tidspunkt for svært at forstå selvom man ikke har en sundhedsfaglig baggrund.


Bogen sætter flere af de almene sundhedstips på spidsen og går dybt i baggrunden for de påstande. I flere tilfælde modbevises en del af de ”sandheder” som flere af os har troet på i mange år. De giver flere eksempler på hvordan sociale medier og vores samfund udvikling er skyld i at flere får problemer med vægten i håbet på at blive sundere.


Det handler ikke kun om, hvorfor det er okay at spise lidt kage og at pasta ikke er farligt, det handler i langt højere grad om hvad alle de forbud i virkeligheden gør ved vores selvopfattelse og muligheden for, at få succes med vores træning og sund kost.

Slut med forbudt handler i bund og grund om, hvordan du kan få det bedre med dig selv. Hvad der skal til for, at du får et sundere og gladere liv.


Emner som fatshaming, madreligion, sundhedsguruer, detox, spiseforstyrrelser, pseudovidenskab og fake news om sukker og andre ”farlige” fødevarer får en grundig gennemgang og du kan næsten ikke undgå at lære lidt på vejen.


Bogen er skrevet af to veluddannede folk, som har gjort det til deres mission at rydde op i dårlige råd om kost og træning. De har med denne bog taget forskningen ind og ladet den fortælle hvad vi bør gøre og hvad vi helt sikkert ikke bør gøre. De efterlader læseren med en lang række gode redskaber og råd, som er lette at leve efter.


De to forfattere er værd at følge i det de laver, og ud over bogen her, står Morten Elsøe bag et podcast, detox din hjerne, hvor mange relevante emner bearbejdes, det er både lærerigt og underholdende. Morten Elsøe er kandidat i molekylær ernæring og fødevareteknologi og underviser til daglig på en lang række ernæringsfaglige uddannelser. Morten Svane er cand. it. med speciale i sociale medier og arbejder med hvordan sundhed og fitness kommunikeres på sociale medier. Morten Svane står også bag filmen ’ord sætter sig fast’ som handler om hvad der sker når vi taler grimt om andres udseende.


De mener, at det sundeste er bl.a. at have gode sociale relationer og lave træning der gør dig glad. Og så pointerer de at man ikke bliver sundere og sundere, bare fordi man træner mere og mere.


Jeg giver mine bedste anbefalinger til denne bog. Der er forskning bag hvert et ord og det kan vi alle have godt af at læse lidt af.


/Centerleder Nanna Gade



106 views0 comments
bottom of page